Det siger andre!

I har reddet os fra en meget hård og hjerteskærende situation

I var med til at give den største støtte i den hårdeste situation, som jeg/vi nogensinde har oplevet. Hvis ikke at I havde været der, havde jeg kommunikeret tilbage til mit barns far på en ikke-konstruktiv måde fordi der var så mange følelser på spil og involveret. I en sådan krisesituation er det svært at tænke klart. Men det hjalp I mig med at kunne.

I kunne se det hele ”oppefra” og hjalp med at få mig ned på jorden igen, så jeg kunne fokuserer på hvad der gavnede os alle i fremtiden og ikke lave unødvendige, drastiske beslutninger. Det hele blev pludseligt mere tåleligt fordi I hjalp med at få fokus på det nødvendige og vigtige og hoppede over al drama og unødvendighed. I hjalp med at jeg kunne få mere ro på en urolig situation. Og jeg fandt også en accept af situationen igennem jer; Jeg kunne ikke få styr på det hele på én gang, selvom jeg gerne ville, men vi tog det stille og roligt og gjorde kun én ting ad gangen. Særligt to-do listen vi lavede sammen hjalp. ”Hvad skal der styr på-listen”. Det gjorde en kæmpe forskel. 

I har reddet os fra en meget hård og hjerteskærende situation. Når det dyrebareste i ens liv går i stykker, er det vigtigt at man får den rette hjælp til at komme bedst muligt igennem den første tid. Det gjorde også at vi rent faktisk kunne få et stabilt forhold igen til hinanden og lave ting sammen igen, som familie. I lærte mig at fokusere på de vigtige ting og lade det unødvendige ligge. I lærte mig at jeg skulle holde mig på egen banehalvdel og fokusere på de ting der gavnede situationen. 

Jeg lærte at tage én ting ad gangen og forholde mig neutralt til situationen. Det gav mig også en følelse af at jeg kunne og kan se mig selv i øjnene. Jeg kan stå ved alt der er blevet skrevet og taget af beslutninger. For jeg vidste at det var hvad der var bedst for vores søn. I lærte mig at se på vores søn først og fremmest og tage de bedste og sundeste beslutninger for ham. På den måde vidste jeg også, at når det var hårdt at han var væk fra mig, så huskede jeg mig selv på at I støttede op om situationen og bakkede op i at det var hvad der var sundest for vores søn. Det gav mig en ro og på den måde kunne jeg stille og roligt lære at nyde og se det positive ved at have mine ”fri-weekender”. (Nu kan jeg nærmest ikke undvære dem) 😉  

Det at kunne videresende e-mails og kommunikere igennem jer med svar, var en stor hjælp. Det gjorde alt. Det var der jeg følte mig allermest ”angrebet” og alene. Og at I hjalp med at lave den bedste samværsordning for vores søn var en værdifuld støtte. Jeg tror at alle vil have svært ved at kommunikere og tage en konstruktiv beslutning om hvad der er sundest for barnet, når det skal være væk fra en. Det hjalp helt utroligt meget. 

Jeg tøver ikke et sekund med at anbefale jer og siger hver gang, at I er grunden til at jeg kom helskindet igennem den krise. I er også en stor grund til, at vi i dag kan have det så godt med hinanden, som vi har. Der kom meget hurtigere ro på og der blev fokuseret på alt det nødvendige. Der findes masser af eksempler på forældre der aldrig lærer at tilgive hinanden og komme videre på en god og sund måde for alles, men især børnenes skyld. Vi havde med sikkerhed også været sådan et eksempel, hvis ikke I havde været der. Men nu planlægger vi fælles børnefødselsdag for vores søn og vores familier. Og spiser sammen et par gange om ugen. Det er så rart og der er faldet ro på vores situation. På grund af jer. 

Mor efter konfliktfyldt skilsmisse

København

Marte Meo reddede vores familie

Vi er en familie med 2 skønne piger på hhv. 1½ år og 5 år. Vi tog kontakt til Gitte Ristorp efter en sej periode, hvor vores lille familie var meget presset. Vi havde mange udfordringer/konflikter med vores ældste datter, så vi besluttede at få hjælp til at få en bedre hverdag. Vi havde enormt svært ved at tolke hendes behov og det udmøntede sig ofte i at hun blev vred og ked af det. Hvilket gjorde os forældre kede af det.

Vi var begge stressede efter en periode på 6 måneder, hvor vores yngste datter var meget syg, pres fra jobbet og en hektisk hverdag. Vi havde intet mentalt overskud, derfor reagerede vi ofte på den ældstes ”dårlige opførsel” ved at skælde ud. Kort fortalt, en rigtig negativ spiral som vi for alt i verden ønskede at komme ud af.

Gitte kom og reddede vores familie, ved at give os indsigt i og vise os alle de gode ting vi gør for vores piger – hver dag. Gitte viste os hvordan små handlinger i hverdagen kan gøre, at alle er glade og i balance. Vi har fået en fantastisk værktøjskasse, som der skal arbejdes aktivt med i det daglige – men de positive resultater er overvældende.

Der er stadig dage hvor tingene kan løbe af sporet, vi er jo kun mennesker. Men de råd vi har fået af Gitte ligger latent i hukommelsen og kommer frem i de situationer, hvor vi normalt ville have handlet anderledes. Det er ikke kun overfor pigerne, det er også os forældre imellem.

Vi har brugt 4 måneder på et Marte Meo forløb sammen med Gitte og kan varmt anbefale hende til alle, som har brug for en hjælpende hånd til at få et bedre og mere roligt familieliv. Det kræver blot at man er indstillet på at arbejde med sig selv og sin familie.

Gitte er et fantastisk menneske, som vi virkelig føler os i trygge hænder hos.

Michael & Tanja

Roskilde

Jeg og mine 2 små drenge fik hjælp til hverdagens mange udfordringer!

Jeg har haft stor glæde og gavn af mit forløb hos Gitte og er meget taknemmelig for, at hun har guidet og vist mig, hvordan jeg kan lette tingene i hverdagen.

Som enlig mor til to små drenge, har jeg en travl og presset hverdag, og jeg har ofte oplevet, hvordan tingene kan spidse til, når der mangler tid og overskud. Men med Gittes hjælp har jeg fået øjnene op for, hvor lidt der ofte skal til for at undgå længerevarende konflikter, brok og skrigeri.

Jeg har nogle gange været kørt fast, har været trist og opgivende, men her har Gitte opmuntret mig og anerkendt/rost, det jeg har gjort godt og fået mig til at se, at det bare er det, jeg skal gøre i de andre situationer også.

Gitte har lært mig, hvor vigtig den gode stemning og positive guidning er i mit samvær med børnene. Og det er noget, jeg kan bruge i min hverdag, ikke kun der hjemme, men også på mit job, hvor jeg arbejder med børn og unge.

Derudover har Gitte været fantastisk til at lytte og komme med råd og vejledning i de situationer, hvor jeg har søgt det. Det har været særlig givtigt for mig, fordi jeg ikke i hverdagen har en at sparre med.

Susanne

Holbæk

Vi fik gode redskaber til at håndtere vores til tider vrede og skrigende datter.

Vores efternøler havde taget magten over vores ellers velfungerende familie. Vores udfordring var, at vores datter på 2½ år ofte blev meget vred. Det skete flere gange om dagen og tog ofte en time før der var ro igen. Hun kunne være meget svær at få ud af vreden, og det betød at der nogle dage blev brugt 2-3 timer på en meget vred og skrigende lille pige. Hendes 2 ældre brødre trak sig ind på deres værelse og vi forsøgte at håndtere hendes kriser og vrede.

Vi oplevede mange konflikter.  Som regel opstod situationerne når der skete forskellige skift f.eks.:

  • Ud af bilen fra vuggestuen så ville hun ikke ud -eller det var far der skulle tage hende ud eller det var hende selv der skulle åbne autostolen etc.
  • Inden aftensmaden og når hun skulle i seng var der konflikt. F.eks. ved at hun sagde, at det var mor der skulle putte – når så mor kom, var det far etc.

Hendes humør var på mange måder blevet styrende for vores familieliv. Vi valgte ikke at tage hende med til forskellige ting, da det var uoverskueligt at være noget for drengene, når hun skabte så mange konflikter, eller vi undlod simpelthen at gøre ting, vi ellers ville have gjort.

Det var blevet et problem som gik os utroligt meget på, og vi syntes det var anstrengende at være sammen med hende – vi vidste efterhånden ikke hvilket ben vi skulle stå på og var blevet enormt usikre på hvad der var rigtigt og forkert. Vi ville gerne kunne nyde samværet med alle vores børn og syntes efterhånden ikke det havde været sådan i noget tid, og det var blevet værre og værre.

Efter at vi søgte råd hos Gitte er situationen blevet helt anderledes. Vi har haft stor succes med Gittes anbefalinger og de redskaber vi har fået. Efter kort tid havde vi nærmest fået en helt ny datter, som stort set ikke har haft ”raseri anfald”, andet end hvad vi vil forvente af alderen. Så det har været en ren fornøjelse. Vi har været utrolig taknemmelige for Gittes hjælp.

Vi har jævnligt anbefalet andre at søge hjælp hos Gitte. For os var det rigtigt dejligt at få hjælp til at komme ud af de cirkler vi var kørt fast i herhjemme og få nogle konkrete og let anvendelige redskaber. Nu kan vi nyde samværet med alle vores børn, og oplever stort set ikke længere konflikter.

Kenn & Christine

Roskilde